Contact: nicolajwamberg(a)gmail.com

Stedsans smelter akustisk og elektronisk musik sammen

 

Stedsans er folkemusikeren Nicolaj Wamberg og den elektroniske musiker Mai Skjødt. Når de mødes smelter deres musikalske verdener sammen i fortællende improvisationer. Musikken de skaber er inspireret af omgivelserne - af rummet og publikum og inviterer lytteren til at opleve fysiske steder med øjnene, ørene og fantasien. 

Når de har spillet live, klipper kunstnerne improvisationen sammen til et musiknummer, der bliver udgivet digitalt, som en unik komposition og et fælles minde for stedet og dem der var til stede. 

 

Forestil dig en industrihavn på en solskinsdag, en mand med en violin og en kvinde med et lille keyboard med knapper der er sat til en computer. Manden kigger sig omkring på havnearbejdere og sejlende politipatruljer, tager violinen op på skulderen og begynder at spille nogle toner inden han igen stopper op. Kvinden bøjer sig ind over keyboardet og skruer på nogle knapper - tonerne bliver hængende i luften. Tonerne ændrer karakter og melodi inden de igen forsvinder. Stedsans er i gang med en improvisation i og til Esbjerg Havn.

- Vi kombinerer mine gamle akustiske instrumenter, med Mais forunderlige maskiner. Det giver en helt særlig form for legeplads med stærke kontraster og benene plantet i både fortiden og nutiden siger Nicolaj Wamberg.

 

Nicolaj Wamberg har baggrund i folkemusik, og bevæger sig normalt i den akustiske verden. Mai Skjødt er elektronisk musiker som skaber det meste af sin musik igennem computere og elektronik. Gennem legende improvisation hvor violin, harmonium og stemme møder ekko, rumklang og distortion, skaber de to musikere soundtracks til dragende og skøre fantasirejser. Stedsans inviterer lytteren til en fælles stedsspecifik lytteoplevelse, der sætter gang i fantasien og alle sanserne.

- Når vi spiller sammen bliver jeg lige så inspireret af stedet som af Nicolajs fortolkning. Det giver en spændende og umiddelbar dynamik hvor musikken bliver præget af stedet og det musikalske sprog. Det er dét vi gerne vil give videre til publikum - en anderledes oplevelse af stederne siger Mai Skjødt.


Stedsans improviserer ud fra gadehjørner, havne, museer og seværdigheder, landskaber, en spændende væg, eller rum der byder på en særlig stemning - ja, alle steder man kan forestille sig. 

Kontakt os med dine ideer